I oktober kommer de små højrøde æbler frem i butikkerne, og forbindes af de fleste med jul.
Vi har her givet æblesnapsen lidt mere kant, så den egner sig til julens mad.
Ingredienser:
6 pigeonæbler (kan erstattes med Cox Orange eller æbler, der ikke er for søde – f.eks. vilde æbler)
1 økologisk appelsin
1 økologisk citron
1-2 fl. Brøndums Klar snaps 70 cl
3 sylteglas med tætsluttende låg
Fremgangsmåde:
Vask æblerne, skær dem i kvarte, og lad dem trække i et glas med Brøndums Klar i 4–6 uger. (Æblerne skal være helt dækket af snaps). Filtrér æble-essensen. Skær skrællen af appelsinen og citronen, (det hvide må ikke komme med), og dæk skrællerne med 1-1½ dl Brøndums Klar i hver deres glas, og lad trække 1 uge, hvorefter også disse 2 essenser filtreres.
Bland essenserne sammen ud fra nedenstående blandingsforhold, hvor du starter med at hælde essenserne i en 70 cl flaske, og fyld flasken næsten op med snaps fra en ny flaske Brøndums Klar snaps:
Æble-essens 15 cl
Appelsin-essens 4 cl
Citron-essens 2 cl
Smag evt. til med mere af en eller flere af essenserne. Lad den hvile i et par uger.
Start sidst i oktober, så er julesnapsen netop færdig til jul.