Skovmærke finder du overalt i løvskovene i Østjylland. Den er lettest at finde de samme steder hvor der findes Anemoner. Omkring Aarhus finder jeg dem ved Mosgaard, Hørhaven, Risskov og gerne ved Vosnæs pynt.
Pluk den helst lige før den springer ud og pluk blade og blomster af stænglen. Kom begge dele i et godt syltetøjsglas og dæk det godt og vel med alkohol. Sørg for at låget slutter helt tæt. Efter 24 timer kan du filtrere og tynde op med alkohol. Du bliver meget forbavset over den kraftige smag.
Gemmer du Skovmærke-snapsen, vil du opdage, at den bliver lidt brunlig og mere rund i smagen.
Hvis du bruger tørret Skovmærke, vil du opdage, at den smager lidt anderledes end den friske.
Måske kan du bedre lide den ene frem for den anden – der er kun en måde at finde ud af det på: smag dig frem. Skovmærke – Snaps og Urter