Snaps og Urter

Røllike

Eller Soldaterurt.
Til en snaps bruger du blomsten og til en salat, bladene. Det er lidt svært at beskrive hvor du finder denne plante, da den er almindelig over alt. Jeg vil dog fraråde at du plukker tæt på trafikerede veje.

Rølliken har været brugt som lægeurt igennem 2000 år, og den fik tilnavnet ”Soldaterurt”, fordi den var god til at stoppe blødninger. Achilleus havde den med ved Troja, og den var standardudstyr for soldaterne i felten. Planten er dog meget ældre og kendes fra Kina tilbage til år 2357 før Kristus.

Har man lidt ondt i halsen er en Røllikesnaps særdeles effektiv. Før sengetid, Gurgl halsen, synk snaps og vent 5 min. – derefter gentages rutinen og gener er væk næste dag.

Det er kun blomsterne, der anvendes til brændevin, og det er en god idé at befri blomsterne fra stænglerne, da disse ellers kan give en let bismag.

I flere helsekostbutikker kan Røllike købes tørret, den er sikkert god til the, men aldeles uegnet til kryddersnaps. Røllike – Snaps og Urter