Brændevin i maden

Ikke mange er klar over, at kryddersnapse går fint som en ingrediens i maden, dog ikke i alt, men der mange gode muligheder, der kan sætte gang i fantasien.

Naturligvis kan en sød appelsinsnaps lavet på kanel, sukker og appelsin fint til bruges en lækker sauce eller til flambering af pandekager. Mange kraftige kryddersnapse kan med succes bruges til at sætte krydderi på vildtsaucen, her vil f.eks. Slåen. Klitrose eller Ene give en god smagsvariant.

Flere gange har gæster måttet lege gætteleg, når vi har serveret en sorbet eller granité lavet på en kryddersnaps. Fremgangsmåden er simpel. Lav en sirup af vand og sukker, halvt af hver, der koges og afkøles. Når siruppen er afkølet, blandes med et par gode glas snapseekstrakt eller en færdigblandet kryddersnaps, men så skal der mere i. Sæt det i fryseren i en lav beholder. Efter 45 min røres rundt i massen, der er delvis stivnet, med en gaffel. Når der er kommet luft i hele massen, sættes det i fryseren ca. 3 timer. Server det i et højt glas med et par citronmelisse-blade og succesen er sikker. Det går helt fint at bruge Slåen, Malurt, Gul Snerre, Paradisæble eller Porse, det vigtigste er at prøve sig frem.

Vælger man en frugtudgave, kan man fint kombinere med f.eks. hvid chokolademousse og et stykke fransk chokoladekage, og dertil så serveres en god fyldig frugtbrændevin af egen avl.

Vores datter Line, der er kok, foreslog en aften at vi da kunne prøve en ny is, hun ville gerne hjælpe og dermed sikre resultatet. Premieren stod i forbindelse med et arrangement hos Dansk Husflid i Silkeborg. Vi havde lavet is med bl.a. Slåen – Juletræ – Strandmalurt – Uldbladet Kongelys og Paradisæble. Succesen var hjemme, kursusdeltagerne var vilde med forsøget og spise næsten op, hvilket var lidt af en pragtpræstation, vi havde lavet alt for meget.

Lines opskrift er enkel og rigelig til 25 personer.
Rør 12 æggeblommer med 250 gram sukker til det er stift. Pisk 1½ liter fløde til det har samme konsistens som æggene. Vend flødeskummet ned i æggemassen uden at bruge piskeris eller lignende, faktisk er klør 5 det bedste værktøj.

Når du har den færdige masse, opdeles den i lige så mange portioner som du vil have forskellige smag.

Hvor meget essens du vil bruge er selvfølgelig en smagssag, men jeg synes at 1 teske essens pr. 1½ dl. Masse, er et godt bud. Ismassen skal fryses i ca. 3 timer. Når massen er færdigfrossen puttes beholderen med is i en frysepose, det sikre mod iskrystaller på overfladen.

En god ide er at servere isen som portions anretninger, frys isen i en lille aluform eller en kop og pynt med lidt bærkuli ved servering. Jeg er sikker på at et stykke fransk chokoladekage, slåenis og kuli lavet på slåen eller blåbær vil være en dessert der vil blive husket. God appetit