Viden du får brug for

Det er ikke mange remedier, der skal anskaffes, faktisk er alkoholen den største post, men heldigvis er prisen i Danmark blevet mere overkommelig. Desværre kan det være svært at finde ren alkohol med et spritindhold på mere end 37,5 %, men et par af snapsene fra De Danske Spritfabrikker eller Brøndum holder heldigvis 40 %, her skal man dog være opmærksom på, at disse indeholder forskellige krydderier.

Bruger man almindelig snaps som f.eks. Brøndums, Svendborg o. lign., vil man hurtigt opdage, at smagen ikke er som forventet, idet de andre smagsstoffer jo også tæller med. Med en nye Brøndum Klar har Altia Danmark efter min mening lavet en god basis for en god kryddersnaps, men man skal være opmærksom på, at snapsen er tilsat Akacie honning, hvilken tydeligt kan smages, men samtidig er en god smagsforstærker for mange gode urter.

Den nyeste klare alkohol på markedet er Spritfabrikkerne BASIS. Denne snaps sælges i et 0,5 L glas med skruelåg. Denne brændevin er desværre dyr og noget “bøvlet” at håndterer og gemme.

Efterhånden er det blevet muligt at købe en billig Vodka i mange lavprisbutikker. Vodkaen er oftest meget anvendelig da den bi smag der kan være oftest overdøves af de smagsstoffer, vi som snapsebryggerer tilsætter. Vær dog opmærksom på at smagen kan variere og at selve oprindelses stedet kan være uklart.